MCH ARENA - NEWSROOM

Gav Ulvene ny power på kamphylet

MCH Arena

Efter flere års tilløb har MCH Arena fået Danmarks bedste stadion-lydanlæg. For FC Midtjylland giver det ekstra styrke til den vigtige helhedsoplevelse på stadion, mens Bang & Olufsen Herning, der er FCM-sponsor og leverandør af lydanlægget, glæder sig over et unikt samarbejde med kommune, sportsklub og messecenter

 

Når FC Midtjyllands fans rejser sig på hjemmebanen MCH Arena og tager imod deres favorithold med sangen om, hvordan klubben er hedens hjerteblod, bliver FC Midtjylland Hymnen blæst ud over stadion af 136 nye RCF-højttalere.

 

MCH Arena har – efter flere års tilløb – fået Danmarks bedste stadion-lydanlæg, projekteret, indkøbt og installeret af Bang & Olufsen Herning, der samtidig er sponsor i den midtjyske fodboldklub.

 

– Da man i sin tid byggede arenaen, var det lidt småt med penge, så der blev sparet på lydanlægget. Derfor har det altid været et ønske at få et nyt anlæg, fortæller Ralph Clausen, salgschef, hos Bang & Olufsen Herning, der ad flere omgange hen over årene har regnet tilbud på forskellige lydanlæg i topklasse.

 

For to år siden lykkedes det endelig at sætte gang i en opgradering af stadion i et samarbejde mellem Herning Kommune, MCH Messecenter Herning og FC Midtjylland. MCH Arena blev opgraderet på flere områder – her i blandt på lyden.

 

– Der var kommet nye krav fra UEFA i forhold til afvikling af landskampe og CL-kampe. Kommunen valgte, at arenaen – inkl. lydanlægget – skal leve op til de krav. Heldigvis for os, siger kommerciel direktør hos FC Midtjylland, Jacob Jørgensen.

 

Et af kravene var muligheden for varslingslyd udenfor stadion i tilfælde af krise, andre krav var til selve lyden på stadion.

En vigtig del af totaloplevelsen

Bang & Olufsen Herning gik sammen med italienske RCF i gang med at projektere lyden både uden for stadion, på stadion og også under tribunerne.

 

– Det sker på den måde at de får en CAD-tegning af stadion, som de med deres teknologi kan bruge til at beregne et præcist billede af, hvor og hvordan højttalerne skal sidde. De byggede og leverede det hele, vi installerede. Og efter nogle måneders brug brugte en af deres teknikere tre hele dage på at justere det til, så det spiller helt perfekt i dag, fortæller Ralph Clausen.

 

Ralph Clausen er selv hyppig gæst på stadion og glæder sig over at opleve, hvordan lyden fungerer og afslører, at det hele allerede er forberedt til udvidelsen af øst-tribunen.

 

– Det handler om at skabe en fed helhedsoplevelse. Nu kan man mærke musikken allerede på parkeringspladsen og høre den under tribunerne – og i en helt anden kvalitet. Og vi er slet ikke færdige med at brainstorme på, hvordan vi kan bruge det nye lydanlæg, siger han.

 

– Lydbilledet er en afsindig vigtig del af totaloplevelsen, uanset om det er musikken, der er med til at sætte stemningen før kampen, informationer under kampen, eller vores hymne, som er kommet til at fungere fantastisk nu, siger Jacob Jørgensen og understreger, at hvis man ønsker at være en top50-klub i Europa sportsligt, så skal man leve op til det samme på alle andre parametre. Blandt andet lyden.

 

– Og det gør vi nu! Vi er superglade, siger han.

Den midtjyske måde

At få det nye lydanlæg på plads, var en tour de force ud i samarbejde, hvor Ralph Clausen var samlingspunktet mellem Herning Kommune, MCH Messecenter Herning, FC Midtjylland, RCF, elektrikere, lydteknikere, frivillige og andre interessenter.

 

– Vi havde en vanvittigt god dialog, og alle var optagede af at lykkes med projektet, siger Ralph Clausen, der selv lagde en god del interessetimer i det, og i dag glæder sig over, at ”hans klub” i hans øjne hævet over enhver tvivl har Danmarks bedste lydanlæg, hvor stadion har forstærkere på 172.00 watt og et lydtryk på 121,2 dB, svarende til lydtrykket fra en jetjager.

 

Hos FC Midtjylland glæder Jacob Jørgensen sig også over, at projektet med alles hjælp og investering af tid og ressourcer lykkedes.

 

– Vi har altid haft et fortrinligt samarbejde, hvor vi er tre hovedinteressenter og ofte også flere, og hvor alle altid søger at få det bedst mulige ud af det. Her i området hjælper vi hinanden; det er det midtjyske måde. Sådan lykkes vi med store ting. Det er, når vi alle trækker i samme retning, at tingene bliver magiske. I sådan et samarbejder må vi alle give og tage – som da vi eksempelvis overgav MCH Arena til VM i ridning, så det kunne blive et fantastisk og fuldendt arrangement – og vi selv måtte finde alternativer til vores hjemmekampe, siger han og peger på, at FCM ofte har oplevelser sammen med MCH og kommunen, hvor de tre parter hjælper hinanden.

 

– Og i dette tilfælde også med Bang & Olufsen, der bød ind med deres ekspertise. Det er på en gang typisk for området her, men samtidig helt unikt i Danmark, siger han.

 

Eller som FCM-fans synger i hymnen, der nu bliver blæst ud over arenaen i topkvalitet: ” I fællesskab vi løfter dig, Midtjylland!”